Enhedslisten Fanø klapper ikke i hænderne over beskeden om, at Molslinjen i 2025 vil sejle rekordmange gange. Flere afgange hjælper ikke til mere bosætning. Men flere afgange i ydertiderne, hvor fastboende ikke kan komme til øen, hvis de for eksempel har et arbejde, hvor de arbejder til sent ville hjælpe. Molslinjen er ejet af en kapitalfond, som vil tjene penge, og de flere afgange er kun kommet fordi der er turister, som gerne vil til vores dejlige ø.
Vi bliver nødt til at diskutere, hvor mange afgange vi har lyst til at have. Flere afgange vil være med til at øge turismetrykket, og derfor skal vi også have en diskussion om, hvor mange turister Fanø kan klare.
Vi mener at det miljømæssige fodaftryk forstørres, når der både kommer flere færgeafgange og dermed også en potentiel risiko for flere biler på øen, hvilket vi mener at der i forvejen er mere end rigeligt af.
Flere biler på øen vil udover at forurene også med tiden ændre på infrastrukturen i forhold til etablering/udbedring af vejsystemet. I den forbindelse venter vi stadigvæk på et udspil til en infrastrukturplan.
Vi mener, at Fanø jo netop er indbegrebet af at sætte tempoet ned og det kan jo lige så godt starte ved ankomst til færgelejet. I hvert fald for turisterne, da vi fastboende har tilpasset os, og vi kommer afsted enten på vores cykler eller ved at bruge bane 8, ved færgelejet.
I stedet for at fokusere på hurtige resultater og økonomiske belønninger til Molslinjen skal vi i stedet prioritere kvalitet, omtanke og handlinger, der har en dybere og mere positiv varig indvirkning – både på mennesker og miljø.
Erhvervslivet på Fanø vil gerne have flere turister. Vi anerkender, at Fanø lever af turismen, men hvis vi skal bevare den skønne og unikke natur, så er der også en grænse for, hvor mange mennesker, der kan besøge øen. Mange besøgende peger på roen, som de kan finde på Fanø. Det varer bare ikke ved, hvis Molslinjen øger antallet af afgange år efter år.
Med venlig hilsen
Enhedslisten Fanø
Kontakt Lasse Harder Schousboe, Byrådsmedlem på Fanø.
Fanø Kommunes pressemeddelelse
Fanø Kommune og Molslinjen er blevet enige om et udspil, som både betyder rekordmange afgange og billetpriser, der forbliver på et historisk lavt niveau
Aldrig har færgerne sejlet så ofte imellem Fanø og Esbjerg, som de kommer til i 2025. Her vil overfarten for første gang nogensinde runde 35.000 afgange, hvilket svarer til næsten 100 afgange i døgnet i gennemsnit.
Samtidig kan de rejsende glæde sig over, at priserne forbliver på samme niveau som i 2024, hvor man med prisfald på over 40 pct. på årskort og personbilsaftaler samt gratis sejlads for alle børn og unge mellem 0 og 17 år året rundt, sikrede historisk lave færgepriser for øens borgere.
Det blev hovedresultaterne på et dialogmøde tirsdag mellem Fanø Kommune og Molslinjen, hvor parterne diskuterede forskellige rammer og vilkår som bl.a. det kommende års fartplaner og priser.




