Liste A havde sat et punkt på dagsordenen, altså et punkt, som ikke havde været behandlet i et udvalg først.
Normalt rejser et parti en sag i det fagudvalg, hvor den hører til, og oftest afsluttes den der. De store sager går så videre til Økonomi- og Planudvalget og derefter til behandling i Byrådet. Har partiet ingen repræsentant i det fagudvalg, hvor sagen skal behandles, rejses en initiativretssag i byrådet, som så normalt sender den til behandling i fagudvalget.
Men ethvert byrådsmedlem kan rejse en sag i Byrådet.
Det punkt som liste A har sat på dagsordenen, består af to punkter, hvor det første kunne være afgjort i Erhvervs- Natur- og Teknikudvalget (ENT) hvor Mille Renée Larsen (A) er forperson, og det andet skal behandles i Børne- Ungeudvalget, hvor Jørgen Dalsgaard (A) er medlem. Derfor var der ingen god grund til, at det kom på byrådsmødet som det første sted.
Mille Renée Larsen erklærede, da punktet senere blev behandlet, at hun før havde rejst sager på byrådsmøder, og det agtede hun at blive ved med for at fremme socialdemokratiets ideer.
Det var altså ikke for at få forslaget gennemført, men udelukkende for, for rullende kamera, at gøre reklame for socialdemokratiet, at hun havde sat det på byrådets dagsorden.
Anders Frey (løsgænger) protesterede voldsomt mod at det skulle behandles på byrådsmødet.
Det kom til afstemning, men Anders Frey var ene om at protestere, så punktet blev senere behandlet på mødet.
Byrådsmøderne bliver altså brugt til at reklamere for partierne.
Jeg har stor sympati for Anders Freys synspunkt og vil ikke skrive om det i min kommentar, da jeg ikke ønsker at deltage i Socialdemokratiets valgkampagne.
Tina Haldan Gotthardsen (C) var fraværende og Tobias Tornel var stedfortræder.
Meddelelser.
Borgmesteren meddelte at resultatet af trivselsundersøgelsen netop var landet i kommunen. Men man havde endnu ikke læst den, men den vil blive offentliggjort på kommunens hjemmeside.
Borgmesteren havde holdt møde med MF Anders Kronborg (A) om blandt andet strandsejlere og økonomi.
Desuden havde Borgmesteren holdt møde vedrørende strandsejlerne med deltagelse af Varde, Esbjerg, Fanø og Tønder kommuner samt politiet og Naturstyrelsen og der arbejdes fortsat på at finde løsninger.
Der skulle ændres i vedtægterne for Destination Vadehavskysten, således at den periode de kommunalt udpegede og den periode de valgte på generalforsamlingen, ikke var den samme, men blev forskudt.
Det blev godkendt.
Orientering om rapporten: Analyse og oplæg til strategi for detailhandlen på Fanø.
D.1.januar 2024 trådte planlovens regler om strategisk planlægning for bymidter i kraft
Ændringen betyder at kommunerne skal tage stilling til udviklingen af bymidter for kommunens hovedbyer i Kommuneplanen. På Fanø gælder det for Nordby.
I forbindelse med revision af kommuneplanen har forvaltningen derfor fået udarbejdet en analyse af øens handelsliv og oplæg til den fremtidige udvikling af detailhandlen. Arbejdet er udført af Urban Creators.
Et udkast til rapporten blev præsenteret for byrådet på et temamøde i efteråret 2024. På mødet var der ønske om at komne tættere på Fanø-borgernes dagligvareforbrug. Derfor fik vi alle tilsendt et digitalt spørgeskema. Og resultatet er medtaget i rapporten, som skal bruges til udarbejdelsen af en opdateret Kommuneplan. Kommuneplanen skal opdateres en gang i hver byrådsperiode.
Selv om det blot var en orienteringssag var talelysten hos Konservative og Venstre stor og først da de blev direkte adspurgt af Enhedslisten, erklærede begge partier, at de ønskede et stort lavprisvarehus på Fanø, som ikke var anbefalet i rapporten.
Fanø Børnehave var så endnu engang på byrådsmødet, da det haster med en afklaring, og et flertal i Børne- og kulturudvalget havde denne gang stemt for forvaltningens forslag.
Budgetforligspartierne C, A og V stillede et ændringsforslag:
1. Den specifikke besparelse på 554.000 kr. på Fanø Børnehave og vuggestue, som har vist sig urealistisk annulleres.
2. I stedet indsættes i budgettet for 2025 en rammebesparing (dvs. på børnepasningsområdet som helhed) på 100.000 kr.og efterfølgende 500.000 kr. årligt i overslagsårene 2026, 2027 og 2028.
3. Der skal findes en langsigtet løsning og holdbar styringsmodel for Fanø Børnehave og Vuggestue. Der sikrer, at institutionen bevarer sit særkende.
Budgetforligspartierne var ikke tilfredse med, at de ikke havde kunne få en beregning på det urealistiske beløb på 554.000 kr. som stammer fra det urealistiske budget som blev lavet, da vi ikke vidste om vi var købt eller solgt, og som budgetforligspartierne uheldigvis havde indskrevet i deres budget, uden at undersøge, hvilke konsekvenser det ville have. De mente helt klart, at det var forvaltningens fejl.
Enhedslisten spurgte ind til, dels hvordan de så var kommet frem til beløbet på 100.000 kr. i besparelse samt hvordan de i flg. punkt 3 ville kontrollere, at det var en holdbar styringsmodel. Men det havde de ikke noget svar på, så punkt 3 blev benævnt ”fluffy”.
Der blev stemt om punkterne et for et.
Punkt 1 blev enstemmigt vedtaget.
Til punkt 2 stillede Enhedslisten ændringsforslag om, at de 100.00 kr. i 2025 finansieres af bosætningspuljen.
Ændringsforslaget faldt dog, da kun liste Ø stemte for.
Punkt 2 blev vedtaget af budgetforligspartierne A, C og V
Ø kom med mindretalsudtalelsen: Enhedslisten ”stemmer imod”, da man ser et stærkt og varieret dagpasningstilbud som den bedste bosætningsstrategi.
Punkt 3 blev enstemmigt vedtaget.
Komponents undersøgelse (om trivslen blandt personalet på Rådhuset)
Forslaget havde været på et ekstraordinært onlinemøde i Økonomi og Planudvalget d.19.februar, hvor Enhedslisten havde benyttet sin standsningsret. Derfor kom forslaget nu i byrådet.
Forslaget (fra d.19.februar): Det drøftes og besluttes om tidligere medarbejdere der har været ansat i denne byrådsperiode skal inddrages i Komponents undersøgelse jf. tidligere forespørgsel om muligheden for dette tilbage i november 2024.
Da Komponents rapport nu foreligger, blev forslaget omformuleret, så det lød:
Forslag om, at byrådsmødet beslutter, at tidligere medarbejdere skal inddrages i undersøgelsen, og at økonomiudvalget tager snakken med Komponent om, hvordan den inddragelse skal tilrettelægges.
Endnu engang, blev der brugt lang tid og sagt mange ord. Men endelig kom forslaget til afstemning.
For stemte 6 (C, V og A)
Imod stemte 4 (B og Ø)
Anders Frey undlod at stemme.
Forslaget blev således godkendt.
Sidste punkt var et lukket punkt, hvor man skulle drøfte et tilbud på Sognegården i Søndeho.
Lisbet Petersen fra Enhedslisten