Politisk kommentar til byrådsmødet den 12.september 2022

Politisk kommentar

Det var på mange måder et usædvanligt byrådsmøde. Det blev meget langt, for der var en
usædvanlig talelyst hos politikerne, især dem fra Venstre og Konservative.
De første tre punkter handlede om økonomi. Fanøs økonomi er stærkt udfordret, der skal spares
helt ind til benet i år, men det ser desværre ikke ud til at blive bedre i de kommende år. Der er ikke
penge til at igangsætte nogle som helst nye initiativer, den grønne omstilling er aflyst og de fine
planer, som ligger i skuffen, får lov til at blive liggende. Noget af en Bet for enhver politiker, og det
må være en stor skuffelse for de nye partier, som gerne ville noget andet. Men velkommen til
virkeligheden.
Politikerne ville gerne, hver på deres måde udtrykke beklagelse over den ulykkelige situation. Men
når dette kommer i Ugebladet, har der været afholdt borgermøde om budgettet og høringsfristen
er udløbet. Endelig behandling af budgettet kommer på byrådsmødet d.10.oktober.
Efter tre formelle punkter kom så Lycium på dagsordenen. Der er tale om:
”Igangsættelse af for-offentlighedsprogram for Lycium”
Byrådet skulle altså ikke tage stilling til, om projektet skal blive til noget, men godkende, at det
kommer i offentlig høring og senere godkendes hos forskellige offentlige instanser. Punktet har i
en tidligere periode været på et byrådsmøde; men dengang ønskede man et mere konkret forslag.
Om det er sket, kan jeg ikke gennemskue, det er, set fra mit synspunkt, det samme forslag.
Enhedslisten meldte klart ud, at de ikke kan støtte projektet, Konservative ønsker en anden
placering. Men flertallet i byrådet stemte for, at man skulle fortsætte processen, så nu kommer
forslaget i offentlig høring, lige som hotelprojektet lige har været.
Derpå fulgte der to ca, tyve år gamle sager. Først en ansøgning om udvidelse af et fritidshus
beliggende i landzone. Den blev afgjort på Erhverv- Natur og Teknikudvalgets møde, men da
Konservative ikke utilfredse med afgørelsen, var den nu til afgørelse i byrådet. Det blev hurtigt
klart, at sagen havde rødder langt tilbage i tiden, for Venstre og Konservative havde en lang debat
om sagen, som handlede om dispensationer og skøn. Men ENT-udvalgets afgørelse om tilladelse
blev fastholdt.
Næste punkt handlede om en grund på Sønder Nytoft, som er udlagt til erhverv. Egentlig handlede
punktet om fastsættelse af kvadratmeterpris på grundene, men så gik der pludselig
sagsbehandling i de, idet de konservative medlemmer af Erhverv- Natur og Teknikudvalget, som
havde været med til at godkende sagen, gerne ville have ændret i afgørelsen, fair nok, men så
skulle de bede om, at få sagen returneret til udvalget til fornyet behandling. Desværre var byrådet
kørt træt og Konservative mente ikke, at afgørelsen kunne udskydes en måned, så byrådet vedtog
ændringen om fælles kvadratmeterpris uden sagsbehandling. Håber, det var en enlig svale.
Enhedslisten stemte imod den manglende sagsbehandling.
Byrådsmødet sluttede af med tre forslag, der ikke havde været behandlet i noget udvalg.
Konservative mente åbenbart, at det var bedre at få dem behandlet direkte på et byrådsmøde. En
utraditionel fremgangsmåde. Baggrunden for to af forslagene var, at udgifterne til syge- dagpenge
var vokset langt ud over det budgetterede.
Først handlede det om, at byrådet skulle modtage mere samt mere detaljeret information om
økonomistyringen i kommunen. Borgmesteren advarede mod, at flere rapporter kostede mere tid

i forvaltningen og det skulle så tages fra andre opgaver. Forslaget blev sendt til Økonomiudvalget
til drøftelse.
Derpå kom et forslag om, at Fanø skal have en selvstændig beskæftigelsesplan. Nu havde Social-
og Sundhedsudvalget allerede sørget for, at byrådet fik et møde med Esbjerg Arbejdsformidling, så
forslaget blev henvist til behandling i Social- og Sundhedsudvalget
Mødet sluttede med et forslag om, at alle borgerhenvendelser om aktuelle sager, som var stilet til
byrådet, skulle videresendes til byrådsmedlemmerne. Flertallet mente dog, at de godt kunne
vente med at modtage dem, til den sag de omhandlede skulle behandles, så forslaget blev afvist.
Et meget langt byrådsmøde var slut.
Lisbet Petersen fra Enhedslisten