Mikkel stiller op til regionsrådsvalget

Jeg stiller op for Enhedslisten i Region Syddanmark, fordi fællesskab og omsorg skal gå forud for systemlogik.
Jeg ser, hvordan gode intentioner kan gå tabt i systemer, der fylder mere end mennesket.
Det vil jeg være med til at ændre.
Vi skal have et sundhedsvæsen, man kan regne med; en psykiatri, der tages alvorligt; en region, der hænger sammen fra ø til by; og beslutninger, der træffes åbent og tæt på hverdagen.
Retningen er klar: mennesker før systemer.
Regionens opgaver berører alles liv. Når sygdom rammer, skal hjælpen være til at nå, være gratis og til at forstå , uanset postnummer. Psykisk og fysisk sundhed skal behandles ligeværdigt, ventetider skal nedbringes, og patientforløb skal hænge sammen mellem region og kommuner, så ingen falder mellem to stole.
Ulighed i sundhed kan ændres. Jeg vil arbejde for konkrete tiltag: tid til omsorg, socialsygeplejersker, én indgang til psykiatrien og en koordineret plan for det enkelte forløb, patientbefordring der fungerer, og reel patientinddragelse.
For ældre skal overgange være trygge, fra indlæggelse til udskrivelse, med helt klare aftaler om medicin, genoptræning og opfølgning og med pårørende som en naturlig del af samarbejdet.
Kvalitet forudsætter ordentlige arbejdsvilkår og stærk faglighed. Mindre kontrolbøvl og mere faglig tid i kerneopgaven, vil frigøre meget mere tid til at tage sig af patienterne. Derfor vil jeg prioritere rekruttering, efteruddannelse og indflydelse på arbejdet, både på sygehusene og i det nære sundhedsvæsen.
Regionen skal hænge sammen. Jeg vil arbejde for pålidelig, billig og offentligt styret kollektiv transport, også i yderområderne og på øerne. Sammenhængende køreplaner mellem bus, tog og færge og markant lavere takster på vej mod gratis kollektiv trafik, især for unge og pendlere.
Den grønne retning skal være konkret. Jeg vil arbejde for, at PFAS og anden forurening kortlægges og renses op efter princippet “forurener betaler”. Grundvand, søer og natur skal beskyttes konsekvent, og råstoffer forvaltes med hensyn til mennesker, miljø og kommende generationer, med langt større vægt på genbrug og cirkulær økonomi.
Åbenhed og inddragelse er en del af løsningen. Jeg vil arbejde for, at større beslutninger følges af gennemsigtige mål, åbne data og reel borgerdeltagelse, så lokale erfaringer tæller – også når de peger imod centralisering. Finansieringen findes ved at vælge fællesskab frem for privatisering, skattelettelser og dyre konsulentaftaler. Når kroner flyttes til kerneopgaverne, behandling, psykiatri, forebyggelse og kollektiv trafik, bliver de til bedre behandling, kortere ventetider og mere retfærdighed.
Jeg stiller op fra Fanø, men for hele regionen for jeg tror at løsningerne hænger sammen, uanset om man bor på en ø, i byen eller i det åbne land.
Fanø minder os om, at nærhed og fællesskab ikke er luksus, men forudsætningen for et samfund, der hænger sammen.
Du kan læse mere om de øvrige kandidater for Enhedslisten til regionsrådsvalget her
