2024 har været et begivenhedsrigt år for Enhedslisten Fanø, hvor vi har stået skulder ved skulder med Hovedbestyrelsen i nogle svære, men nødvendige beslutninger.
På en regnfuld dag i Valby deltog vi i det ekstraordinære årsmøde, hvor vigtige spørgsmål om partiets retning blev afgjort. Splittelsen var tydelig, ikke om målet, men vejen derhen. Der var stillet så mange ændringsforslag til Hovedbestyrelsens forslag, at en debat ikke var mulig, det blev til politiske udtalelser. Flertallet af de delegerede (godt 70%) bakkede op om Hovedbestyrelsesflertallet og ønskede at komme videre i det politiske arbejde, og det blev besluttet at stemple Rødt Venstre som partiskadeligt, mens nye vedtægter skulle sikre mere klarhed og sammenhold i partiet.
For os på Fanø handlede det om at bakke op om fælles værdier som solidaritet og menneskerettigheder. Vi tror på, at vi bedst skaber forandring ved at stå sammen og holde fast i vores principper – også når det er svært.
Vi rejser hjem med fornyet energi og lyst til at fortsætte arbejdet lokalt. 2025 bliver et år, hvor vi vil styrke fællesskabet her på Fanø og fortsætte med at bygge bro mellem bagland og Christiansborg.
Vi glæder os til at tage hul på det nye år og håber, at mange vil være med til at gøre en forskel sammen med os.
Med venlig hilsen
Lasse og Lisbet




