Vælgermøde i Strien

Vi var til vælgermøde i Strien, der var arrangeret af Ældresagen på Fanø. Det gik godt, og alle fik et klart billede af, hvad Enhedslisten står for.

Her er indledningstalen i tekst:

Jeg hedder Lasse Harder Schousboe og stiller op for Enhedsliste til Fanø.

Vi vil gerne takke ældresagen for deres invitation til dette arrangement.

 

 

Vi er et nyt parti her på Fanø, og som I nok alle ved er vi et rødt/grønt parti.

Hvad angår vor røde side, betyder den, at vi lægger vægt på, at vor politik er inkluderende for alle borgere. Vi mener, at den boligpolitik der føres på Fanø, lægger for meget vægt på at tiltrække velhavende borgere. Vi ønsker en bredere befolkningssammensætning, og vil derfor arbejde for, at der opføres flere almennyttige boliger af variabel størrelse, så der kommer et varieret udbud af lejeboliger, som også enlige vil kunne betale.

Hvad angår vor grønne side, betyder den, at vi ønsker at reducere biltrafikken på øen, så længe bilerne kører på fossilt brændstof. Hvis det skal lykkes, skal der mange forskellige tiltag til f.eks. bedre offentlig trafik, el-dele-biler, bedre regulering af biltrafikken i byerne, parkeringsafgifter og sikkert mange andre tiltag, for her er tale om at ændre folks adfærd.

(Desuden er vi glade for, at der ligger en klimahandleplan for Fanø, til gengæld bekymrer det os, at der ikke har været taget politiske initiativer til at sætte den i værk.)

 

Vi har derudover en mærkesag, som vedrører plejehjemmet. Vi mener, at plejehjemmet skal blive liggende, hvor det ligger. Det skal renoveres og udbygges, så det bliver både et godt sted at bo og et godt sted at arbejde. Vi er ikke tilhængere af, at der skal bruges tid, kræfter og penge på at undersøge om det kan blive billiger for kommunen at flytte det. Der hvor det ligger, er det en naturlig del af byen og beboerne bliver via et stort frivilligt arbejde inkluderet i byens liv. Beboerne skal ikke flyttes ud på ”Lars Tyndskids mark”.

Står det til os, så vedtager man i byrådet, at plejehjemmet skal blive liggende. (Der er jo også sat plads af til udvidelse.) Derefter går man i gang med at planlægge plejehjemmets behov, med inddragelse af beboere (og deres pårørende, med inddragelse af), personale, ældresagen og ældrerådet. Når det er på plads, kommer arkitektfirmaer på banen, så vi får forskellige løsninger at tage stilling til. På den måde er der mulighed for at komme rimeligt hurtigt i gang.

 

Børn og unge, er også en af vore mærkesager, men den tager vi ikke op nu; men I er selvfølgelig velkommen til at spørge.

 

(Jeg håber, I tager godt imod os, selv om vores DNA ikke stammer fra Fanø. )Tak for ordet