Enhedslisten Fanøs holdning til hotelprojektet i Rindby

Den har været længe efterspurgt: Holdningen til hotel projektet i Rindby. Mange har spurgt: ’Hvad synes I egentlig i Enhedslisten? Er Lasse for eller imod?

Lad os tage det fra begyndelsen og uddybe, hvorfor holdningen kommer nu og først nu. I Enhedslisten Fanø er en holdning ikke én, der træffes ud fra en førstehåndsindskydelse. Vi har haft brug for at indgå i en proces med byrådskollegaer, investor, interessenter, borgere og ikke mindst hinanden. I Enhedslisten Fanø sidder der nemlig en meget aktiv baggrundsgruppe, der diskuterer stort set alle dagsordener søndag inden et kommende byråds- eller udvalgsmøde. Det er tidskrævende, ja, men vi gør det gerne. Gennem meningsudveksling, diskussioner om visioner har vi diskuteret tegninger, høringssvar og ind imellem også vores egne mavefornemmelser.

Og i sidste ende er det nok primært mavefornemmelsen, der gør at vi nu endelig kan melde ud, at et samlet Enhedslisten Fanø er IMOD hotel projektet men FOR helhedsplanen i nuværende form med en max byggehøjde på 10,7 meter og et projektstørrelse på 15.400 m2. Området trænger til forskønnelse, men det skal ikke være for enhver pris, og vi kan ikke stemme for et så stort projekt, som Planet gruppen ønsker.

Den ønskede størrelse på 12,5 meters byggehøjde og samlet areal på 18.500 m2  vil medføre et for stort tryk på vores, i forvejen pressede, infrastruktur og sætte for stort et aftryk på vores natur qua de mange mennesker. Samtidig er der lagt op til, at hotellet skal være et spahotel, og der er ikke nogle løsninger på, hvordan man vil arbejde med genanvendelse af spildevandet og heller ikke nogle forslag til, hvordan man løser det store behov for vand.

Når det så er sagt, åbner helhedsplanen, såfremt den vedtages, op for opførelse af mindre hoteller i området, hvilket vi i høj grad håber kan blive en realitet.

På vegne af Enhedslisten Fanø

Pernille Brunbjerg og Lasse Harder Schousboe