Politisk kommentar til Byrådsmøde d.19.juni 2023

Det var så sidste byrådsmøde inden sommerferien, og der var en del punkter som skulle på plads
inden sommerpausen.
De tre første punkter vedrørte regnskab 2022.
Årsregnskab 2022, som har været behandlet på et byrådsmøde inden det blev sendt til revisor. Det
er kommet tilbage uden revisionsbemærkninger.
Årsregnskab og Revisionsberetning blev vedtaget.
Det samme blev Årsregnskab 2022 for Sydvestjysk Brandvæsen. Her har man haft et merforbrug i
forhold til driftsbudgettet dels på grund af tilbagebetaling for manglende uddannelsesaktivitet
under Covid-19 dels på grund af ændret lovgrundlag som medfører en væsentlig øget
opgavemængde i forbindelse med lovpligtige brandsyn.
Da den kommunale dagpleje er nedlagt, har forvaltningen udarbejdet regler for tilskud til privat
dagpleje, såfremt nogle skulle ønske at oprette en sådan. Fanø kommune vælger at yde det
maksimale tilskud, som er lovligt. Dette blev vedtaget.
Derpå fulgte tre overordnede planer.
Velfærdspolitik 2023-2027 er en revision af den tidligere velfærdsplan og er det overordnede
pejlemærke på velfærdsområdet på Fanø. Senere kommer den tilhørende velfærdsstrategi til
politisk behandling.
Senior- og værdighedspolitik 2023-2027 har været på borgermøde og til høring i Seniorrådet og
efterfølgende revideret.
Sundhedsaftalen 2024-2027 kommer fra Sundhedssamarbejdsudvalget i Syddanmark og vedrører
det tværsektorielle samarbejde i sundhedsvæsenet mellem region, kommune og almen praksis.
Den har været i høring og sendes sammen med høringssvarene tilbage til
Sundhedssamarbejdsudvalget, hvorefter der kommer en revideret udgave tilbage til godkendelse i
kommunerne.
Alle tre planer blev godkendt.
Sønderho dige kom så til behandling. Der et tidligere blevet bevilliget penge fra digepuljen til brug
af ekstern rådgiver (COWI). Forvaltningen har i samarbejde med COWI samt en nedsat digegruppe
bestående af 16 interesserede borgere fra Sønderho udarbejdet to forslag til beliggenheden af det
nye dige kaldet L1 ogL2. Til hvert af de to linjeføringer er der tilføjet mulighed for at tilføre en flade
med sand, som har til formål at bevare strandengs-naturen.
Forslagene skal i offentlig høring inden der igangsættes udarbejdelse af det valgte projekt med
tilhørende myndighedsgodkendelser.
Forvaltningen, COWI samt et mindretal fra digegruppen gik ind for L1, mens flertallet i
digegruppen fortrak L2.

Fanø kommune søger Kystpuljen om tilskud til etablering af diget i Sønderho, det er op til
kystdirektoratet at beslutte, på baggrund af de indkomne ansøgninger, hvilke projekter og med
hvilke beløb de ønsker at støtte.
Der var politisk uenighed om, hvorvidt byrådet skulle sende forslaget i offentlig høring inden de
tog politisk stilling til de to forslag, eller man tog politisk stilling nu og så sendte det i høring. Det
endte med det sidste, da kun De konservative gik ind for at man ikke tilkendegav sin stilling nu.
Flertallet støttede L1, og forslaget sendes i høring.
Sidste punkt på dagsordenen kom fra De konservative, som stillede forslag om, at det fremover vil
være muligt at indkalde stedfortrædere til udvalgene under byrådet, på samme måde som det er
muligt at gøre til selve byrådet.
Enhedslisten støttede forslaget men stillede ændringsforslag om, at det skulle ind over
forvaltningen først.
Det kunne De konservative godt støtte, og det var også det der blev enstemmigt vedtaget, så det
eneste der kunne undre en udenforstående var, hvorfor der skulle bruges så meget tid på det
punkt.

Lisbet Petersen